Stilhed – og om at mærke efter.

Bloggen har være meget stille på det sidste, det undskylder jeg. Jeg har været fraværende på mere end én måde, og jeg føler nu at jeg er klar og at jeg har lyst til at dele med jer hvorfor og egentligt bare “sige det  højt“.

Jeg har været (og er stadig) i et forløb hvor jeg er blevet ramt af stress og en depression. Desværre i sådan en grad, at jeg måtte stoppe min elevuddannelse og istedet fokusere på at blive rask igen. En af de helt store stress faktorer udspiller sig af, at jeg siden 2012 har gennemgået nogle meget drastiske, voldsomme og traumatiske oplevelser som selvfølgelig har sat sit sine spor. Udover det personlige aspekt af disse hændelser, har jeg også stiftet bekendtskab med det at være HSP. Det er ikke en overraskelse for mig at finde ud af at jeg er meget (extrem) sensitiv, nærmere en lettelse. HSP er betegnelsen for Highly Sensitive Person, altså en person med en høj sensitiv personlighed. Der er forskellige grader/former og forskellige måder hvorpå denne sensitivitet kommer til udtryk, nogle er indadvendte – andre (som i mit tilfælde) er udadvendte. Man kan nok lettest forklare det ved, at både indre og ydre indtryk bliver bearbejdet med større dybde i nervesystemet og derfor kan små ting, følelser, episoder og lign. føles enormt overvældende. Ergo indebære livet som sensitiv en større modtagelighed for alle de forskellige nuancer livet har at byde på – både på godt og ondt! – noget der til tider er svært at tackle, men noget jeg aldrig ville være foruden.

Jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv om min omverden, omvendt har jeg også et enormt behov for at være egoistisk i forhold til at finde mig selv.Jeg savner mig selv, og glæder mig til at føle mig i balance igen. Derfor føler jeg også at jeg har et behov for at lave dette indlæg, altså jeg syntes personligt ikke dette emne er tabu eller flovt, tvært imod syntes jeg det er en naturlig reaktion på hvad jeg har været igennem. Jeg er allerede godt på vej mod at finde mig selv, men små skridt er altså utrolig svære at acceptere når man er vant til at flyve! Så er det altså sagt.